Et godt arbejdsmiljø kan forhindre vold og trusler

Ifølge ny forskning kan et godt arbejdsmiljø med balance mellem krav og ressourcer nedbringe risikoen for vold og trusler

Medarbejdere med tæt borgerkontakt er mere udsatte for vold og trusler, hvis deres arbejdsmiljø er dårligt. Det viser et nyt studie fra Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning.

Undersøgelsen om vold og trusler blev foretaget blandt medarbejdere i ældrepleje og psykiatri, på specialskoler og i Kriminalforsorgen, der besvarede et spørgeskema om bl.a. krav, indflydelse og oplevelser af vold og trusler i arbejdet. Spørgeskemaet blev sendt til medarbejderne igen efter 4 år, og 2678 medarbejdere udfyldte spørgeskemaet begge gange.

Resultaterne viser blandt andet, at medarbejdere med nær borgerkontakt, der oplever høje krav og lav indflydelse i arbejdet, har markant højere risiko (op til 44 %) for at blive truet på deres arbejde. Den samme tendens ses også i forhold til risikoen for vold. Undersøgelsen bekræfter tidligere studier på området.

Seniorforsker Lars Peter Sønderbo Andersen har stået i spidsen for undersøgelsen. Han peger på vigtigheden af, at man på arbejdspladserne kontinuerligt arbejder for et godt arbejdsmiljø med balance mellem krav og ressourcer og en høj grad af medindflydelse.

Ifølge seniorforskeren er voldsforebyggelse altså ikke kun særlige indsatser som f.eks. konfliktnedtrapning og registrering af nær-ved-hændelser. Voldsforebyggelse handler i lige så høj grad om at frembringe og fastholde et godt arbejdsmiljø på arbejdspladsen.

Bag om forskningsresultatet

Studietype: Kvantitativ studie baseret på spørgeskemaer og registre

Samarbejdspartnere: Institut for Psykologi, Københavns Universitet

Ekstern finansiering: Arbejdsmiljøforskningsfonden

Interessekonflikter: Nej

Læs den videnskabelige artikel

Resultaterne er udgivet i Work (2020): The Demand-Control model and work-related threats and violence: Short- and long-term associations: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/32116275/. DOI: 10.3233/WOR-203111

Yderligere oplysninger

Lars Peter Sønderbo Andersen, seniorforsker ved Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning: laande@rm.dk og tlf. 2346 0879.

 

This page load time was 0.026 seconds
Website by TinX/dk a|s - www.tinx.dk